Trafiktælling

STATUS PÅ NEDKLASSIFICERING BYAGERVEJ

Stamvejen mod Folkehuset.


Vi har nu modtaget resultatet af trafiktællingen gennemført medio november 2025.


Materialet er ganske omfattende (26 sider). Målingen har bestået af to målepunkter og viser antal biler, der er kørt ind på stamvejen fra Byagervej samt antal biler, der er fortsat mod Folkehuset.


Flere af jer bemærkede og sendte mig billeder af biler parkeret langs stamvejen ovenfor målepunktet ved Folkehuset. De biler er derfor ikke talt med i trafikken til Folkehuset, men kommunen er bekendt hermed. Kommunen har ligeledes fulgt op på parkeringerne ved kontrol af registreringsnumre og kan i den forbindelse konstatere, at bilerne ikke er registreret med ejerskab på Byagervej.


Det registrerede antal biler i perioden er omregnet til “Årsdøgn” og baseret på disse, udgør fordelingen af trafikken til Folkehuset 72% af den samlede trafik på stamvejen.


Et forsigtigt skøn over antal biler parkeret ovenfor målepunktet ved Folkehuset er vurderet til, i snit, at udgøre minimum 5-7 stykker om dagen. Indregnes disse i beregningen af fordelingen, nærmer vi os at 75% af den samlede trafik går til Folkehuset og 25% til grundejerforeningens beboere.


I kommunens forslag til bidragsfordeling var det forudsat at Folkehusets andel skulle udgøre 23% og 77% til grundejerforeningen.


Jeg er blevet kontaktet af vores kontaktperson, projektleder Helle Juul, der er jurist i afdelingen for Trafik og Vejdrift under Teknik og Miljø.

Vi havde en god og konstruktiv samtale. Det var tydeligt at trafikfordelingen var noget anderledes end det kommunen havde forventet.


Jeg blev orienteret om, at det på byrådsmødet d. 14. januar (Aarhus Byråd - Byrådssalen forventes besluttet at processen med nedklassificering bliver sat i bero midlertidigt med henblik på, at der i sidste halvår af 2026 vil blive fremsendt et samlet beslutningsgrundlag for hvordan arbejdet med ændring af vej-status kan videreføres fremover. I forbindelse med denne indstilling vil relevante juridiske forhold og økonomiske konsekvenser blive præsenteret. Det betyder samtidig, at der igangsættes et arbejde med at revurdere kriterierne for nedklassificering af veje, men en ændring kræver en politisk beslutning herom.

Det er således uafklaret, om en evt. ændring, vil påvirke allerede nedklassificerede veje.

Det er endnu ikke klart, om der er politisk opbakning i det nye byråd til helt at annullere og tilbagerulle projektet.


SENESTE: Indstillingen om suspendering af beslutningen er blevet vedtaget af byrådet. Der kom fra samtlige partier en klar opfordring til Rådmanden om sætte fart på afklaringen, således at eventuelle økonomiske konsekvenser i at tilbagerulle allerede nedklassificerede veje kan blive indregnet i det kommende budget.


Jeg fik et klart indtryk af, uden dog at blive lovet noget, at nedklassificeringen af Byagervej vil være en af de veje, som kunne gentænkes, ikke kun pga. trafiktallet, men i lige så høj grad, pga. den funktion, som et Folkehus må formodes at have i et lokalsamfund.


Vi snakkede kun kort om den generelle holdning til hele nedklassificerings projektet og konkluderede, at man ikke kan være enige i alle beslutninger.

Vi var dog helt enige om, at der skal være rimelighed i grundlaget.


Der er ikke noget endeligt afklaret endnu, og grundejerforeningen fortsætter derfor den konstruktive dialog med Trafik og Vejdrift. Vores håb og ønske er fortsat at få tilbagerullet nedklassificeringen af stamvejen.


Nærværende orientering er lavet i samarbejde med Helle Juul, Trafik og Vejdrift.


Pbv.

Jørgen Andersen, 105

Arbejdsdag søndag den 19. marts 2023

Mulighed for lidt fysisk arbejde og frisk luft

Deltag i arbejdsdag fra kl. 10-14.

Opgaverne er udgravning til et større faldunderlag ved gynger, reparation på rutchebane samt oprydning efter vinteren.

Vi ses. 

Æblehave plantet i foråret 2020

Lidt plads til det vilde

Plantning af æblehaven i Regnbuen er 3 i 1

Med tiden høster vi et dejligt æble

Der bliver lidt blomstrende urter i græsset, som man kan nyde synet af og som giver lidt mad til insekterne

Det er nemt at holde for Morten, som ikke skal køre rundt om hvert eneste lille æbletræ.

Som slogan lyder: Vi roder med vilje.

Find referat fra generalforsamling i marts 2023 og regnskab 2022 under fanen Generalforsamling

Del siden